KREUZAU – Hvad ville Chang Ping egentlig selv sige til den kinesiske præsident, hvis han skulle møde ham under fire øjne?
»Jeg ville spørge ham: 'Hvem er du egentlig, Hu Jintao? Hvad vil du med al den magt og alle de penge? Handler det bare om forfængelighed? Drejer det sig blot om at rejse rundt i verden og få folk til at kaste sig for dine fødder, fordi du har flere penge end dem? Har du ikke noget at sige? Hvilken verden synes du vi skal leve i?«
Men Chang Ping kommer selvfølgelig ikke til at møde Hu Jintao, med mindre den kinesiske præsident slår et smut ned om den lille flække Langenbroich i Kreuzau en times kørsel syd for Düsseldorf.
Her er den kinesiske journalist og aktivist endt i den tyske forfatter Heinrich Bölls gamle sommerhus, der er indrettet som refugium for dissidenter. Her er absolut ikke særlig prangende, nærmest lidt slidt og kedeligt, men udsigten er overdådig, grøn og smuk.
Chang Ping kan ikke komme til at arbejde i Kina, og han kan heller ikke få visum til Hong Kong, hvor han ellers burde sidde og redigere et tidsskrift. Han er en af de mange systemkritikere, der ikke er sat i husarrest eller i fængsel, men som på alle mulige andre måder har fået gjort livet så umuligt, at de til sidst må vælge: »Enten tier man stille, eller også finder man et andet sted at blive ved med at tale og håber, at de hører det derhjemme,« siger han. Jeg er taget ned for at tale med Chang Ping om præsidentens besøg i Danmark i disse dage. Han spørger nysgerrigt til danske politikeres holdning og diskussionen.
»Jeg kan høre, I er meget glade for hans besøg i Danmark,« siger han på et lidt nervøst, men præcist engelsk.
»Jeg ved selvfølgelig godt hvorfor, I er så glade. Han har jo en kæmpestor sæk penge med. Det er fascinerende at se, hvordan ledere fra hele verden tager imod Hu Jintao. Først og fremmest skal I huske, hvorfor det er så nemt for denne mand at bruge alle de penge. En lufthavn hér, en ny motorvej eller dæmning dér! Han behøver jo ikke spørge nogen om lov, vel? Der er ikke noget parlament, ingen kongres, ingen folkevalgte, der siger nej, brug dem på en anden måde, brug dem ordentligt. Hu Jintao er som en mafiaboss, der kommer med inderlommen fyldt med kontanter, som han går og deler ud.«
Og hvad er det, en mafiaboss plejer at få for pengene: Respekt naturligvis.
»Når kinesiske politikere taler om respekt, mener de selvfølgelig, at man ikke må stille kritiske spørgsmål. Penge er blevet Kinas våben nummer ét. Vi behøver ikke atomvåben eller en stor flåde. Det er meget sigende, at det er blevet sådan. Den kinesiske politiske kultur er ved at bemægtige sig hele verden; det er en frygtelig mangel på etik, der sniger sig ind alle vegne. Man spørger ikke: Hvad er godt, og hvad er skidt? Hvad er retfærdigt? Man spørger: Hvor mange penge? Hu Jintaos pengeposer bedøver jer alle sammen. På den måde er Kina faktisk ved at ændre verden – og verden lader sig ændre af Kina.«CHANG Ping er født i 1963 ved Dongting-søen i Hunan-provinsen i det nordøstlige Kina. Det er landets næststørste sø, og man siger, at der bor en dragekonge på bunden af den. Området er frodigt, og her har boet bønder siden Han-dynastiet i århundrederne før år nul. Også Chang Pings forældre var bønder, men han tog en uddannelse i økonomi og kom ind i studenterbevægelsen op til de store demonstrationer i 1989.Chang Ping blev berømt for et åbent brev til den daværende præsident Zhu Rongij, hvor han beklagede sig over den heftige korruption i landområderne. Brevet blev trykt i en dengang temmelig systemkritisk avis, hvis læsere valgte ham til »årets mand«, og hvor han blev redaktør.
Det job blev han fyret fra, ligesom han blev det fra flere andre aviser. I 2008 skrev han kritisk om den censur, der mørklagde det tibetanske oprør samme år, hvilket fik myndighederne til at give ham forbud mod at skrive overhovedet.
»Da Deng Xiaopeng begyndte at åbne Kina, skulle alle studere de 'Fire Moderniseringer' – landbrug, industri, forsvar og forskning. Jeg kan tydeligt huske, at Deng kom på besøg på mit universitet i 1984, og vi stod alle sammen og råbte 'Goddag Deng Xiaopeng.' Men så begyndte det hele at falde fra hinanden,« siger han.
»Åbenheden betød, at vi kunne vende øjnene ud mod verden. Vi hørte udenlandsk musik, læste bøger, så film. Og det afslørede jo, at vi var blevet holdt for nar. Vi skulle jo være verdens lykkeligste folk, det klogeste, det mest åndelige, mens alle andre var fattige på alle niveauer. Men det kunne vi jo se – det passede ikke. Det var én stor løgn.«
Alle kinesere ved, at deres ledere lyver, siger han:
»Så der er kun to måder at reagere på: Enten holder man helt op med at høre efter, og det er sådan de fleste gør. Eller også kan man kun høre løgnene.«
Chang Ping fortæller, at han kom til Sichuan-universitetet i 1987 og begyndte at læse vestlig litteratur samtidig med sine økonomi-studier. Han fik fat i en serie, der hed Bevægelsen mod fremtiden med tekster i sociologi, historie og filosofi. Mange af redaktørerne af serien var studerende, der blev smidt ud af universitetet efter 1989, men i årene før »talte alle på universitetet om Sartre og Heidegger.«
Han var, siger han, »vildt optaget« af bogen A Theory of Justice af John Rawls. Den handler om den sociale kontrakt mellem staten og borgerne, som bygger på en simpel retfærdighed og fairness, der umuliggør stor ulighed og samtidig sikrer alle lige muligheder, også politisk.
»Mine forældre var bønder – helt almindelige mennesker. De hadede Kommunistpartiet og det fortalte de mig. De troede på en helt simpel form for ærlighed og retfærdighed. Deres forældre og bedsteforældre var også bønder, og i begge familier var mange døde af hungersnød i 1950erne. Det tilgav de aldrig partiet.«
Chang Ping var med til at arrangere de store studenterdemonstrationer i Chengdu, langt fra Beijing, og han organiserede, at studenterne tog ud på fabrikker og i landbrug og talte om demokrati og frihedsrettigheder. Han blev arresteret under nedkæmpelsen af studenterbevægelsen i 1989; at han kom ud igen hurtigt skyldtes sandsynligvis, at han ikke var direkte medlem af studenterkomiteerne.
»Oprøret i 1989 handlede om frihed, men det, der virkelig satte gang i protesterne og fik folk til at lytte til os, var vreden over korruptionen. Kommunistpartiets diktatur, mangelen på menneskerettigheder og korruptionen hænger nemlig uløseligt sammen. Mange siger, okay, det går da godt på mange områder i Kina, og partiet prøver at bekæmpe korruptionen, men det er forkert, for det kan de slet ikke.«
DET var den påstand, der fik myndighederne til at give Chang Ping totalt berufsverbot. Han skrev i 2001 bogen Jeg fortalte premierministeren sandheden om, hvordan korruptionen fungerer.
»Korruptionen og undertrykkelsen er som blodet i partiet. Det er alle vegne. Man siger, at partiledelsen er imod det, at de prøver at bekæmpe korruption, men det passer ikke. Hvis man vil forfremmes i partiet, skal de lokale kadrer opfylde meget bestemte mål. De bliver evalueret efter økonomiske mål, effektivitet, og efter hvor meget social stabilitet, der er i området. Midlet til at opnå disse mål er korruption og overvågning, chikane og ligegyldighed over for lovgivningen. Partiet i Beijing ved godt, hvad der foregår i regionerne. De bifalder det. Hvis man vil blive til noget i partiet, skal man ignorere al retfærdighed.«
Den kinesiske præsident er, siger Chang Ping, det bedste eksempel. Præsident Hu Jintao var embedsmand i Tibet og indførte krigsretstilstand, hvilket han blev belønnet for. Det samme gælder i byen Linyi, hvorfra den meget omtalte, blinde dissident Chen Guangchen kommer. Efter at Chen er rejst til USA, har de lokale myndigheder chikaneret hans familie på alle mulige måder.
»Det ved de da godt i Beijing. Den lokale partisekretær bliver hele tiden forfremmet. Folk, der bliver behandlet dårligt, tager ofte til Beijing for at klage deres nød. Men så sender de lokale myndigheder en bande unge mænd af sted for at hente dem hjem igen, banke dem eller smide dem i fængsel. Og de, der beordrer det, bliver forfremmet, for de skaber social ro og fred.«
Naturligvis hører også Chang Ping ofte det argument, at Kina har udviklet sig helt utroligt de sidste 20 år. Fattigdommen er blevet udhulet stærkt af den økonomiske udvikling. Hvis Hu Jintao tog alle kinesiske millionærer med sig til København, ville hovedstadens indbyggertal blive fordoblet. Kineserne lever bedre, rejser mere, uddanner sig bedre. Men:
»Det er klart for alle, at menneskerettighederne er gået ned ad bakke de sidste ti år,« siger Chang Ping. »Partiet gider ikke engang benægte det. Folk bliver behandlet dårligere og dårligere, og partiet udvikler hele tiden nye metoder til at overvåge og chikanere. Det kan godt være, at internettet og den nye teknologi er en udfordring for partiet, men det bruger den også – med stor succes.«
Noget af det mest symptomatiske på udviklingen er uddannelsessystemet, siger han.
»Efter 1989 er det blevet meget mere ensrettet. Det er sandt, at kineserne er blevet bedre til at tænke selvstændigt, når de skal arbejde som ingeniører eller it-eksperter eller arkitekter. Men der mangler den samme grundlæggende etik. Hvad er godt, og hvad er skidt? Hvad er rigtigt og forkert? Da jeg var ung, talte alle læsebøgerne og vores lærere om den særlige kinesiske retfærdighed. Det var en stor løgn, men i det mindste foregav man en etisk bevidsthed. Nu er det klart for alle, at retfærdighed kun defineres af magt og penge.«
Det er det samme, systemkritikeren Ran Yunfei, talte om i et nyligt interview i New York Review of Books. Det, de lærer børnene i skolen, er ofte det rene vrøvl, sagde han: »Historierne om de kinesiske helte er oftest bare noget, man har fundet på, opspind og løgn. Mange af disse historier handler om moral, men alle historierne er totalt falske. Eleverne finder jo ud af det, og det er destruktivt. Man fornemmer, at intet er rigtigt. Hvordan kan de så undervise i menneskelige dyder? Det er umuligt. Der er ingen bundlinje i samfundet. Den eneste måde, partiet kan få succes på, er ved at snyde dig.«
Chang Ping henter mere stærk, bitter te inde i huset. Han kommer tilbage og nævner igen Deng Xiaopeng, den gamle partileder, der åbnede økonomien med budskabet: »Jeg er ligeglad, hvilken farve, katten har, bare den kan fange mus.«
»Det lød så pragmatisk, og det var det på en måde også. Bare det virker! Men det er et fuldkommen værdi-neutralt udsagn, og det er dét, der dominerer alt. Bare det virker! Hvad er det for en etik, der ligger bag det? Det fjerner jo al integritet og ansvarlighed. Resultatet er korruption og uhæmmet grådighed på alle niveauer, i forretninger, i politik, i hele retssystemet. Men det er altså diktaturets sjæl. Det er det, der har fået folk på fabrikkerne, gymnasierne og universiteterne til at overvåge hinanden igen.«
DET bringer os tilbage til præsident Hu Jintao og hans besøg i Danmark.
»Præsidenten er et perfekt symbol på alt det, jeg taler om,« siger Chang Ping. »De fleste kinesere opfatter ham som helt ekstraordinært kedelig, og vi er ellers vant til lidt af hvert. Det, Hu siger, stammer altid fra en anden – oftest tidligere ledere – han taler nærmest kun i citater. Han er en kølig, politisk maskine, hvor man tænker – hvad vil han overhovedet med sit land?«
Under alt det, de kinesiske ledere siger, strømmer den meget velkendte formel: Kineserne får stadig vækst, velstand og stabilitet. Til gengæld skal de respektere Kommunistpartiets absolutte magt og ikke sige noget kritisk om dette monopol overhovedet. Til gengæld kan der være stor diskussion om andre ting, især når der sker ulykker, når tog kører af sporet, giftig mælk slår folk ihjel, fabrikker brænder ned – så protesterer folk.
»Middelklassen ser stadig sig selv som vinderen af udviklingen. De vil så gerne tro på den kommunistiske propaganda. Man protesterer, og så fjerner partiet en eller anden ansvarlig, og så sker der ikke mere. Hvis den kinesiske mælk er giftig, så køber man udenlandsk mælk. Hvis skolerne er elendige og korrupte, så sender man børnene til udlandet. Penge skaber en handlefrihed, men man skal lukke ned for sin sunde fornuft for at kunne leve sådan. Og det er mere og mere tydeligt, at vi igen har fået en stor løgn fra partiet: Væksten vil jo ikke løse alle problemer. Tværtimod får den partiets tomhed til at blive mere og mere åbenlys.«
Chang Ping vil ikke acceptere partiets grundlæggende handel med befolkningen. Og han er ikke begejstret for de vestlige politikere, der »giver kommunistpartiet ret i dets bortforklaringer.«
»Folk er så begejstrede for den økonomiske udvikling i Kina. Det er ganske rigtigt utroligt, hvad der er sket. Men hvis vi havde fået demokratiske reformer i 1989, ville væksten så være stoppet? Hvorfor skulle den dog det? Hvad er det for en mærkelig modsætning?«, siger han.
»Folk, der taler om Kina udefra, ved jo ikke, hvad det vil sige at leve i et diktatur. Kineserne er bange, de frygter hele tiden partiet. Den frygt er virkelig ulidelig at leve med, medmindre man lukker helt ned for sin normale, kritiske sans. Det skaber et dumt samfund. Hvis man tier stille, må man tjene penge. Ellers må man ikke. Det må være historiens mest hule ideologi.«
Han mener, at intellektuelle som Liu Xiabo, Chen Guangchen og Ai Weiwei er meget vigtige, fordi de »sætter retfærdighed og demokrati sammen, så folk lægger mærke til det.« Men endnu vigtigere er det, når kinesere på lokalt plan tør rejse sig mod partiet, siger han. Han peger på byen Wukan, hvor beboerne sidste år jog partifunktionærerne væk og endte med at holde et lokalvalg med hemmelig afstemning.
»Hvorfor skulle vi ikke kunne have et demokrati? Er der nogen modsætning mellem vækst og demokrati? Hvis demokrati ikke er foreneligt med kinesisk kultur, hvordan kan Taiwan så være demokratisk? Der er mange forskellige slags demokrati, det franske, det tyske, det amerikanske, men det handler altid om ansvarlighed og retfærdighed. Og det kan der ikke være i et diktatur.«
Jeg spørger ham om en af Kinas mest populære bloggere, den unge Han Han, der ofte har irriteret Kommunistpartiet og er blevet meget omtalt i amerikanske medier – blandt andet med profiler i magasinet The New Yorker. Sidste år sprang Han Han ud som antidemokrat med tre blogs – Om demokrati, Om revolution og Ønsket om frihed. »Vi får ikke en fløjlsrevolution i Kina,« skrev han. »Den eneste vinder ville være en ondsindet, ubehagelig person,« skrev han – og tog afstand fra de intellektuelle, der drømmer om en kinesisk Vaclav Havel. En sådan revolution vil straks blive overtaget af rigmænd med forbindelser til Kommunistpartiet og i sidste ende vil vinderen være »en hovedrig producent af hostetabletter«.
»Det er desværre sådan, mange kinesere ser det,« siger Chang Ping.
»Han Han skriver sådan for at forklare, hvorfor det nok alligevel ikke kan blive til noget. En slags retfærdiggørelse. Det er en ungdommelig udgave af propagandaen fra Kommunistpartiet. Men hvis det virkelig var sådan, hvorfor er partiet da så skræmt? Hvorfor sender alle toppolitikere og bureaukrater deres familier ud af Kina? Vi siger, at det efterhånden kun er den amerikanske ambassadør i Beijing, der har hele sin familie boende i byen. Hvorfor er partiets øverste så nervøse og paranoide?«
Chang Ping forklarer, hvordan Kommunistpartiet sidste år efter de mellemøstlige opstande, også kaldet Jasmin-revolutioner – ligefrem forbød udsalget af jasmin-blomster (i Kina!) og fjernede en populær folkesang om jasminblomsten, Mo Li Hua, fra alle de websites, de kunne komme i nærheden af. En af udgaverne var endda præsident Hu og hans forgænger, Jiang Zemin, der sang med på sangen.
»Sådan gør man kun, hvis man ved, at noget er helt galt. De ved, at de ikke kan løse de sociale problemer og konflikter med de midler, et diktatur har til rådighed. Der er en total mangel på selvtillid. Det vil ikke undre mig, hvis det kollapser, før vi tror det. Men så har de i det mindste kunnet nå at give jer nogle penge inden da, ikke?«
PRINT